|
|
Alaskan Malamute
Alaskan Malamute (også kaldet Malamuten eller ”the snow train of the north” - snetoget fra nord) er en af verdens ældste hunderacer. Den stammer fra den nordvestlige del af Alaska, hvor den blev fremavlet af Mahlemut-inuitter. Malamuten er verdens største og stærkeste slædehund. Den er kendt for sin ekstraordinære udholdenhed og for sin store loyalitet og venlighed overfor mennesker
Helhedsindtryk
Alaskan Malamute – en af de ældste, arktiske slædehunderacer – er en kraftfuld og massivt bygget hund med dybt bryst og en stærk, meget muskuløs krop. Den står solidt plantet på poterne og giver i denne stilling indtryk af handlekraft, med en stolt holdning, løftet hoved og vågne øjne, der røber interesse og nysgerrighed. Hovedet er bredt, ørerne trekantede og opstående, når hunden er opmærksom. Næsepartiet er fyldigt og bliver kun lidt smallere fra roden til næsen. Det er ikke spidst eller langt, men heller ikke for kort og groft. Pelsen er tyk, med en grov dækpels, der er lang nok til at beskytte den uldne underpels. Malamutes har mange forskellige farver, og ansigtets aftegninger er et karakteristisk træk. De består af en ”hue”, med ansigtet enten helt hvidt eller med aftegning i form af en stribe og/eller maske. Halen er busket og bæres over ryggen som en vajende fjerbusk. En Malamute har svære knogler og sunde lemmer, gode poter, dybt bryst og kraftfulde skuldre, og den har alle de øvrige, fysiske egenskaber, den behøver for at udføre sit arbejde effektivt.
|